Den lange vej til selvaccept

I går var jeg hos min fantastiske terapeut og efterfølgende til en fødselsdagsfest.
Med hendes guidens og ekstremt veludviklede lytteevne, har jeg gennem det sidste år sneglet mig frem til at "Sif" er en ok person.

Det har virkelig ikke været nemt at acceptere mig selv, min fejl og mine gode sider.
Gennem mine dårlige dage - hvilket der heldigvis er færre af end de gode, har jeg været rigtig dygtig til at slå mig selv oven i hovede med alt det jeg ikke kunne, og haft svært ved at se de positive side af mig selv.

Det lyder måske mærkelig - da jeg er en optimist af natur, men selvaccept har været den sværeste kundskab at tage til mig.

Det startede helt tilbage i årene efter min efterskoletid, hvor jeg var i en gruppe med masser af selvhad og usikkerhed. Ikke at det er unormalt når man er 16-17 år, men denne gruppe var meget orienteret på hvor forkert det var at være sig selv.
Jeg besluttede mig for at ændre mit syn på mig selv og hver morgen og aften så mig selv i spejlet og sagde:
"Du er god nok"
"Du er smuk"
"Du kan godt"
"Du er et godt menneske"

I starten virkede denne stradigi som det værste nonsens jeg nogen sinde havde kastet mig ud i, men efter hånden som månederne gik, begyndte jeg at tro på at sætningerne var sande.
Måske troede jeg faktisk lidt for meget på dem - og en usikker Sif blev vendt til en, alt for selvsikker Sif - og i vennekredsen jeg lige har beskrevet, blev min selvsikkerhed tolket som narcisisme.
Min skæbne inden for gruppen endte med en eksklusion, fra den ene dag til den anden - fordi jeg tantekyssede med min bedste venindes ekskæreste.
Det var virkelig dum - især fordi jeg ikke var interesseret i personen.
Men skaden var sket og alle slog hånden af mig - denne fejl var dråben.

Jeg havde pludselig ingen venner tilbage, men på daværende tidspunkt gik jeg på gymnasiet og fandt hurtigt en ny vennegruppe - som blev mit et og alt.

I det sidtste år af gymnasiet, besluttede mine 2 bedste veninder at de ville flytte sammen og de fik mig overtalt til at jeg da skulle flytte med.
Her kan jeg sige til alle der tænker på at flytte sammen med deres bedste venner/veninder - især hvis antallet med dig selv bliver 3. - LAD VÆR!
Der vil altid være 2 der er mere sammen, og den sidste står alene - og med mindre man er virkelig gode venner og formår at sige tingene som de er - også når det er svært, kan det måske gå.
Men i mit tilfælde gik det grusomt galt.

Vi havde ikke engang boet sammen i en måned, før de ikke ønskede at bo sammen med mig mere - igen var egoisme og tilfredshed med min krop et stort problem med dem - samtidigt med at jeg arbejdede meget og efter en enkelt fest, smuttede fra oprydningen.
Jeg ved at det at løbe fra en oprydning er super nederen, men alle de andre ting de syntes var forkert ved mig - var mig personligt.

Dette var 2. gang inden for 2 år jeg mistede en hel vennegruppe og min selvaccept begyndte at svinde, fordi jeg tænkte der måtte være noget i vejen med mig selv, siden mine venner, gang på gang, slog hånden af mig.

Jeg var lige startet på universitet og igen fandt jeg nye venner - efter 2-3 år begyndte jeg at kikke på mit indre ur. Nu var det snart på tide at mine nye venner fandt ud af at de ikke kunne lide mig alligevel - de smuttede nok snart.
Min adfærd over for dem blev mere afstandstagen end velovervejet og da jeg endelig - med min daværende kærestes hjælp, fik fortalt dem om mine vennefiaskoer - grinede de bare af mig kærligt.
De havde slet ikke skænket det en tanke, at de ikke ville være mine venner mere.
I aner ikke hvor lettet jeg var - selvom jeg i lang tid, stadig gik med tanken om at det nok ikke passede.

Nu er det 7 år siden vi blev venner og de er her endnu.
Faktisk skal jeg se 2 af af dem her i weekenden, nu hvor jeg tager til københavn.

Tilbage til min selvaccept gennem det sidste år:
Jeg kan ikke præcis sætte en finger på hvordan jeg har lært at Jeg er ok, men jeg ved at mine venner og min familie har været en kæmpe hjælp i dette hensenede.

Nu er min selvaccept ikke overdrevet selvkærlighed, men en ro om at jeg er et godt menneske, men gode intentioner og medmenneske kærlighed.

Det siges at man ikke kan elske andre ordenligt, hvis ikke man elsker sig selv og jeg tror der må være noget om det.

Moralen i min historie er, at det er ikke værd at ændre på sig selv, for at gøre andre tilfredse - det er vigtigt at have sig selv med (som min terapeut siger) og huske på at livet er en gave - på godt og ondt.

Jeg ved udemærket at livet kan gøre så ufatteligt ondt - men jeg håber, hvis du der læser det har det skidt, formår at se de positive sider også i dig selv.

Mange glade og accept hilser Sif