At være en løs kanon

to be or not to be - that is the question
og lige nu er jeg en 'loos canon'

I går var jeg til årts første julefrokost på mit kollegie, det var virkelig dejligt at møde en masse mennesker som alle bor i samme bolig som jeg og lærer dem lidt bedre at kende.

...og når man mindst venter at stoledans bliver en icebreaker - sker fantastisk samtaler og små festlege.

Jeg føler mig så heldig at være en del af det er kollegie og har måske fået nogle nye venner, selvom jeg nok burde været gået hjem en halv time tidligere end jeg gjorde - jeg husker svagt at mit bælte på min kjole gik i stykker og at jeg slog en eller anden med et mini-juletræ (not my finest moment)
Men jeg tror at alle havde en god aften og mange fik talt med de fleste til festen.

Det var virkelig fedt at pigerne til festen var så søde og at vi holdt sammen og grinede sammen.

Af og til, til festen blev der talt om lidt dybere emner end skole og bøger - og jeg fik så mange komplimenter at jeg var på grådens rand to gange.

Medmenneskelighed og spændene samtaler gjorde det virkelig til en fin aften, jeg sent vil glemme.

Men tilbage til at være en løs kanon - når jeg er i mit es, kan jeg åbentbart være en fest, men dagen efter en sådan fest er alle mine endofiner brugt op og jeg sidder tilbage med depressionen og angsten.
Jeg kan mærke jeg er mere rask end jeg har været længe, men jeg skal vist passe på mig selv.
Jeg ved ikke rigtigt om det giver meningen for andre end mig selv - men i det mindste fik du som læser med, en lille fortælling om en fest.

Pas på dig selv
/Sif